tirsdag den 4. december 2018

narrativ


Institutionens indflydelse på børns selvforståelse



Glædelig Jul bloggen!
 


  I denne uge handler vores blog om, hvordan vores institutioner påvirker børnenes selvforståelse. For at gøre dette, bruger vi det psykologiske begreb ‘narrativ’.

Narrativer (også kaldet fortællinger) er små udsagn og historier om sig selv, som mennesker bruger til at beskrive og forstå deres eget liv og omverdenen på. Narrativer et barn kunne have er for eksempel: “jeg kan godt lide at gå til håndbold”, “jeg er dårlig til at tegne”, “Søren driller mig tit” og “når jeg spiser slik, bliver jeg fuld af energi og svær at styre”. Uanset om vi andre er enige i disse udsagn eller ej, så opfattes de som en sandhed fra barnets perspektiv.

Bemærk, at narrativer godt kan være (og ofte er) nonverbale. Man kan f.eks. have et narrativ om at en ganske bestemt nuance af farven grøn er ens yndlingsfarve, selv om man ikke har ord til at beskrive præcis hvilken slags grøn der er tale om. Alle ovenstående eksempler beskrevet med ord kunne et barn sagtens have fortalt til sig selv om sig selv uden ord.

Det er vigtigt at erkende, at narrativer altid afhænger af en kontekst, dvs. de narrativer barnet skaber om sig selv vil uundgåeligt afhænge af barnets omgivelser, såsom hjemmet, vennerne, familien, institutionerne, kulturen, osv. Hvis et barn har et narrativ om at være dårlig til at tegne, så må der i narrativet nødvendigvis være en sammenligning af barnets egne færdigheder med andre børn og voksne i barnets omgangskreds, samt en eller anden kulturel definition af eller målestok for hvordan en god tegning ser ud.

Dette betyder, at vi som pædagoger er nødt til at være overveje hvilken institutionel kontekst vi ønsker at skabe omkring børnene og dermed hvilke narrativer børnene får mulighed for at skabe. Hvis vi f.eks. tager et børnehavebarn med stor lyst til bevægelse og kropslige aktiviteter og placerer det i en institution med stor fokus på turtagning og “at sidde pænt” med for lidt plads til vilde lege, så kan vi risikere, at barnet skaber et uhensigtmæssigt narrativ om at det “ikke er god til at sidde stille” eller “ikke er god til at indfri de voksnes forventninger”, hvilket er rigtig dårlige forudsætninger at tage med sig videre ind i skolen. Hvis det selvsamme barn derimod placeres i en naturbørnehave med masser af plads, muligheder og accept af pædagogerne til at brænde en masse krudt af året rundt, så kan det skabe helt anderledes, positive narrativer hos barnet.

Her er nogle eksempler på nogle aspekter af institutionerne, som er med til at bestemme hvad den institutionelle kontekst er, og dermed hvilke narrativer, der er mulige for børnene at skabe.

  • Fysisk indretning: Hvor meget eller lidt inde- og udeplads har institutionen og hvordan er institutionen indrettet? Hvilke skrevne og uskrevne regler gælder der i hvilke rum? Hvilke narrativer kan skabes, når vilde lege skal foregå udenfor, og når man altid skal sidde roligt i det kreative værksted?
  • Pædagogernes diskurs: Hvilken forskel gør det for den kontekst det udadreagerende barn oplever, om pædagogerne ser barnet som forkælet og bliver rasende når det ikke får sin vilje, eller om pædagogerne ser barnet som frustreret og ikke kan rumme, at visse forventninger ikke blev indfriet?
  • Legetøj: Hvilket legetøj har institutionen, og hvilke regler gælder der for hvordan man bruger det? Er bøgerne kun til at læse i, eller må man gerne bruge dem til f.eks. at bygge et lille fort? Hvilken betydning har dette for et barns narrativer, hvis barnet er god til at finde nye måder at bruge legetøjet på?

Vi håber, at dette gav jer lidt at tænke over. :-)

1 kommentar:

  1. Ris og ros!
    Et virkelig godt indlæg, hvor i får belyst en vigtig pointe og har nogle gode overvejelser i brug.
    Det er et kort indlæg, som rummer en masse brugbar viden, som helt klar er værd at være opmærksom på.
    Det eneste der er at påpege, er mangel på en/flere teoretiker.

    Rigtig god jul!!
    Men alt i alt, et godt indlæg.
    God jul til jer!!

    SvarSlet

blog 14