Blogindlæg 4 - Nærmeste udviklingszone
Vi har haft en uge med kulturprojekt, hvor vi skulle arbejde
med det pædagogiske periodiske system. I det pædagogiske periodiske system
skrev vi ordet udvikling. Og vi syntes det var vildt spændende, så derfor
valgte vi at dykke mere ned i det og finde mere teori omkring udvikling.
For at et barn kan udvikle sig, skal det udfordres på
passende vis. Kristensen (2016) beskriver Vygotskys berømte model Nærmeste
Udviklingszone som tre kompetenceniveauer, som et barn kan have i en
læringssituation (s.138-139).
Hvis barnet befinder sig i den inderste cirkel, mestrer
barnet opgaven og kan løse den selvstændigt og uden hjælp. Disse færdigheder er
rutineprægede og bidrager ikke til yderligere udvikling af barnet.
Hvis barnet befinder sig i den yderste cirkel, er opgavens
krav langt uden for barnets rækkevidde, og barnet er ikke i stand til at løse
opgaven endnu - heller ikke med hjælp. Stimuleres barnet alligevel til at
forsøge, vil det fejle og føle frustration og opgivelse (Kristensen, 2016, s.
140).
Hvis barnet derimod befinder sig i den midterste cirkel,
kaldet den nærmeste udviklingszone, kan barnet udføre opgaven under vejledning
af læreren/pædagogen. Det er i dette område, hvor barnet har optimale forhold
til udvikling. Når barnet får tilstrækkeligt erfaring, vil denne opgave blive
integreret i mestringszonen, og tidligere utilgængelige opgaver vil nu befinde
sig i barnets nærmeste udviklingszone.
Som nævnt forudsætter denne udvikling en hjælp fra
læreren/pædagogen, som kaldes stilladsering. Stilladsering er en midlertidig,
uundværlig støtte baseret på en detaljeret forståelse af barnets
forudsætninger.
Stilladsering må ikke forveksles med den forældede
læringspraksis, hvor læreren som en uimodsagt vidensautoritet unilateralt
overfører sin viden til modtagelige elever (Smidt, 2009, s. 125). Tværtimod er
dialektikken et centralt begreb i læringssituationer: “I praksis vil dette
betyde en undervisning, som er præget af dialog mellem lærer og elev. . . . .
Undervisningen bør også opfordre til samarbejde og fælles handling mellem
eleverne.” (Bråten & Thurmann-Moe, 2006, s. 151)
Tak fordi i læste med, håber i fandt det lige så
interessant!
Litteraturliste
Bråten, I. & Thurmann-Moe, A. C. (2006). Den nærmeste
udviklingszone som udgangspunkt for pædagogisk praksis (s. 143-167). Bråten, I.
(red.), Vygotsky i pædagogikken. København: Frydenlund.
Kristensen, I. (2016). Sprogarbejde i pædagogisk praksis. D.
Gravesen (red.), Pædagogik: Introduktion til pædagogens grundfaglighed (kapitel
6). København: Hans Reitzels Forlag.
Smidt, S. (2009). Vygotsky og små børns læring: en
introduktion. København: Hans Reitzels Forlag.
Kære gruppe 3A
SvarSletTak for spændende læsning.
Vi talte om i vores gruppe (6B), at det var et indlæg, som ville være meget brugbart til eksamen.
Til reflektion kunne I evt uddybe modellen og derefter komme med nogle eksempler på hvordan den kan bruges praksis.
mvh gruppe 6B