Spirit Fingers

 

Blogindlæg 4 - Nærmeste udviklingszone 

Vi har haft en uge med kulturprojekt, hvor vi skulle arbejde med det pædagogiske periodiske system. I det pædagogiske periodiske system skrev vi ordet udvikling. Og vi syntes det var vildt spændende, så derfor valgte vi at dykke mere ned i det og finde mere teori omkring udvikling.

For at et barn kan udvikle sig, skal det udfordres på passende vis. Kristensen (2016) beskriver Vygotskys berømte model Nærmeste Udviklingszone som tre kompetenceniveauer, som et barn kan have i en læringssituation (s.138-139).

Hvis barnet befinder sig i den inderste cirkel, mestrer barnet opgaven og kan løse den selvstændigt og uden hjælp. Disse færdigheder er rutineprægede og bidrager ikke til yderligere udvikling af barnet.

Hvis barnet befinder sig i den yderste cirkel, er opgavens krav langt uden for barnets rækkevidde, og barnet er ikke i stand til at løse opgaven endnu - heller ikke med hjælp. Stimuleres barnet alligevel til at forsøge, vil det fejle og føle frustration og opgivelse (Kristensen, 2016, s. 140).

Hvis barnet derimod befinder sig i den midterste cirkel, kaldet den nærmeste udviklingszone, kan barnet udføre opgaven under vejledning af læreren/pædagogen. Det er i dette område, hvor barnet har optimale forhold til udvikling. Når barnet får tilstrækkeligt erfaring, vil denne opgave blive integreret i mestringszonen, og tidligere utilgængelige opgaver vil nu befinde sig i barnets nærmeste udviklingszone.

Som nævnt forudsætter denne udvikling en hjælp fra læreren/pædagogen, som kaldes stilladsering. Stilladsering er en midlertidig, uundværlig støtte baseret på en detaljeret forståelse af barnets forudsætninger.

Stilladsering må ikke forveksles med den forældede læringspraksis, hvor læreren som en uimodsagt vidensautoritet unilateralt overfører sin viden til modtagelige elever (Smidt, 2009, s. 125). Tværtimod er dialektikken et centralt begreb i læringssituationer: “I praksis vil dette betyde en undervisning, som er præget af dialog mellem lærer og elev. . . . . Undervisningen bør også opfordre til samarbejde og fælles handling mellem eleverne.” (Bråten & Thurmann-Moe, 2006, s. 151)

Tak fordi i læste med, håber i fandt det lige så interessant!

Litteraturliste

Bråten, I. & Thurmann-Moe, A. C. (2006). Den nærmeste udviklingszone som udgangspunkt for pædagogisk praksis (s. 143-167). Bråten, I. (red.), Vygotsky i pædagogikken. København: Frydenlund.

Kristensen, I. (2016). Sprogarbejde i pædagogisk praksis. D. Gravesen (red.), Pædagogik: Introduktion til pædagogens grundfaglighed (kapitel 6). København: Hans Reitzels Forlag.

Smidt, S. (2009). Vygotsky og små børns læring: en introduktion. København: Hans Reitzels Forlag.