Når vi mødes

Velkommen til Spirit Fingers første blogindlæg!

Mødet mellem mennesker er egentlig en sjov størrelse. Vi dømmer folk på 7 sekunder når vi mødes. Søger vi anerkendelse, eller giver vi anerkendelse når vi mødes?

Anerkendelse er mange ting, men også en af de vigtigste byggeklodser for at vi mennesker kan fungere i vores samfund og er med til at skabe vores identitet. Mange forbinder anerkendelse med ros, men den er meget mere end det. Den opbygger vores selvbillede og lærer os, at vi er gode nok, samt giver os troen på, at vi hører til et sted og passer ind.

Er der forskel på ros og anerkendelse?

Ros kan fortælle en, at noget gik rigtigt godt! Det udtrykker noget positivt og det styrker vores selvtillid, men er ikke nok til at vi kan udvikle os som menneske.

Anerkendelse er at vise en, at man har set og hørt dem!  At man giver sig tid en, at man sætter sig ind i en anden oplevelse at deres fortælling, at man respekterer hinanden og at gøre plads til forskelligheder. Anerkendelse er en grundsten for at vi kan udvikle os. Den skaber et godt selvbillede og får os til at turde at udforske/udfordre os selv.

En lille ting som et smil og et hej, når vi mødes. Kan give os anerkendelse om vores eksistens, at vi er blevet set. Lige så snart vi har fået den anerkendelse, føler vi os mere tilpas i et rum. Vi føler os velkommende og på den måde får vi et mere afslappet forhold til dem vi er i rum med. Så tør vi mere, og vi skaber en god social atmosfære for os selv og andre. Dette er et vigtigt for os som kommende pædagoger at formidle videre til børnene/borgerne vi kommer ud til. Hjælpe med at skabe anerkendelse mellem dem, men også at vi giver den, til hver enkelt vi møder i vores job.

Vi har skruet tiden tilbage 1988, hvor vi har fundet et videoklip fra børnetime med Nana som blev sendt på Danmarks radio. Vi vil analysere kommunikationen mellem Nana og hendes far ved hjælp af Schibbys anerkendelsesmodel.

Schibby

Grundtanken i dialektiske relationer

*at den anerkendelse er en nødvendig forudsætning for selvbevidsthedsudvikling

*Et princip om ligeværdighed mellem mennesker, som defineres som en relation mellem 2 subjekter

*ligeværdighed er forudsætning for anerkendelse

*Først må man erkende den anden som ligeværdig og afgrænse, og derved anerkende vedkommende, før den andens anerkendelse af, mig kan ske.

https://www.youtube.com/watch?reload=9&v=pFK4fBDXZX8

 

I videoen ser vi Nana og hendes far. Han forsøger at lære hende at regne gennem en fortælling, men Nana er mere opslugt af fortællingen end farens dagsorden.

Faren viser på intet tidspunkt anerkendelse i hele videoen. Et gennemgående træk er, at Nana og faren taler forbi hinanden, fordi de oplever den tænkte situation på vidt forskellige måder. Han formår ikke at indleve sig i hendes oplevelse af historien. Faren er fast besluttet på, at historiens fokus er regnestykket, mens Nana tager historien bogstaveligt. Faren formåede ikke at anerkende Nana, og det er flere grunde til. Lad os tage nogle eksempler fra videoen:

• Han viser ingen indlevelse og forståelse for hendes perspektiv, som illustreret i videoen fra 0:06. Eksempelvis fremhæver Nana, at de udover 10 appelsiner har hun også har et buskort, hvilken faren ignorerer. Han signalerer både verbalt og nonverbalt at Nanas opfattelse af historien er ligegyldig og ikke har værdi.

•  Faren viser stort set ikke bekræftelse for, at han har forstået Nanas perspektiv, hvilket også ses i buskorteksemplet. 

• Den eneste undtagelse er ved 0:45, hvor faren vender sig mod Nana, smiler, og spørger hvem Nana hellere vil give appelsinerne til. Hun svarer Anders, og faren bruger derefter Anders som eksempel.

•  Faren viser ingen åbenhed overfor Nanas bidrag og er ikke villig til at afgive dele af kontrollen over fortællingen.

•  Faren formår heller ikke at udvise selvreflektion og afgrænsethed i situationen. Den manglende selvreflektion kommer til udtryk ved at faren ikke ændrer hans tilgang på trods af at nuværende tilgang ikke er effektiv. Faren afgrænser heller ikke sig egen definitionsmagt og giver Nana plads til at være med til at definere historien.

En vigtig pointe, som Berit Bae gentagne gange understreger i hendes tilpasning af Schibbys anerkendelsesmodel til det pædagogiske arbejdsfelt er, at ægte anerkendelse er en værdi i sig selv og ikke blot en metode, som bruges instrumentelt til at opnå noget andet. Derfor kan det ikke betragtes som egentlig anerkendelse, når faren foregiver at interessere sig for hendes oplevelse og bruge falsk anerkendelse som redskab til at opnå hans mål.

Hvad synes du Nanas far kunne have gjort anderledes?

Tak for at I læste med. Tænk på om du viser anerkendelse næste gang du snakker med en anden person.